Xane var ganske godt tilfreds som han sad tilbagelænet, og slappede af. Det var måske en anelse uinteressant at sidde flere timer og vente på at Angelique ville vende tilbage fra de 'døde', men det var da ikke det mest uinteressante han havde oplevet. Xane var dog ikke ligefrem kendt for sin evige tålmodighed, så den ene fod trippede en smule som han af og til åbnede øjnene en smule, for at kigge til hende. Men for hver gang, var absolut intet sket, og han var derfor efterladt med intet andet valg, end at slappe af. Xane var heller ikke obs på tiden. Hvad klokken var betød som sådan intet nu hvor han jo sad der. Og egentlig havde han ikke rigtig taget hendes lille vage forvarsel særligt seriøs. Men i stedet blot forventet det ville være mennesker. Hvis hun havde vidst hvad der ville komme af udfordringer, men ikke havde givet ham nogle detaljer - ville Xane ikke blive glad... Helt uforberedt var han aldrig, men eftersom han intet hørte, var der vel heller ingen grund til bekymring?
Det var så en afslappet holdning der tog et skarpt sving, da han hørte et svagt vindpust, og i det samme åbnede øjnene for så at se to vampyrer så og beglo dem. Og ikke mindst to nyfødte vampyrer..! Xane spærrede sine øjne op, og i det korte øjeblik de to vampyrer snakkede, fik han lighteren op fra lommen, og fik den antændt. Men mere nåede han ikke, inden kvinden havde taget fat i kraven af hans læderjakke, og løftet Xane op ad muren. Han tabte lighteren på gulvet, og kunne mærke at han var løftet over jorden, uden fodfæste. Xane var langt fra den stærkeste af sin slags, og ærlig talt var han intet match for en nyfødt vampyr. Men hvem var også det? Da han ej heller var særlig anerkendt for sine evner eller ekspertise i kamp. Det vidste han udmærket godt! Han var en udødelig arkæolog, for fanden da! Ikke en kriger, eller soldat, eller morderisk psykopat..! Klog som bare fanden, men hvordan ville det hjælpe ham i denne situation? Han måtte derfor hurtigt komme på en idé eller en løsning til hvad der virkede til at kunne være hans sidste øjeblikke på denne jord. "Vent, vent, vent!" Lød det næsten desperat fra ham, og han benyttede sig af det korte øjeblik hvor kvinden kiggede på ham, til at se over hendes skulder mod Angelique. Han måtte vække hende! Eller i det mindste få hende væk derfra! Xane hævede begge sine arme over hovedet, og gled ud af sin læderjakke lige i det at kvinden langede en knytnæve mod hans ansigt. En knytnæve der så i stedet blev begravet i væggen. Hurtigt susede Xane væk fra hende, og sparkede aggressivt til manden der var ude efter Angelique. Nu havde han vidst begge deres opmærksomhed, ikke? Men han var nu endnu ikke sikker på at det var en god ting.. På vejen til at skabe lidt afstand imellem ham og de to, samlede han sin taske op. "Jeg har blod i tasken!" Han viftede med den, og kastede den derefter ned ad en af gangene. Måske ikke den smarteste ide at lege pind med to nyfødte.. Men han håbede dog alligevel på at deres ukontrollerede blodtørst ville tage over, og derved give ham et øjeblik til at få samlet Angelique op, og komme væk derfra. At vække hende nu, midt i alt dette, ville nok ikke være en god idé.. "Bare tag blodet! Det er jeres.." Dum var han dog ikke i sin desperation.. Han huskede selv hvordan det var at være nyfødt. Blot at høre ordet 'blod' kunne få den flammende hals til at løbe i vand. Så han gentog ordet så mange gange som muligt, på den meget korte reaktionstid han havde. Hvis han kunne, ville han fylde deres ører med ord, tanker, og ideer der kunne få dem afledt fra hvilken mission de end måtte være på.. Men han havde simpelthen ikke tid til det. Ellers stod han parat til at undvige og bekæmpe dem, skulle de alligevel vælge at kaste sig efter ham..