Xane var helt klart på vej. Han havde ikke ligefrem været i nærheden da han havde fået Angeliques besked, men var man lidt raks på fødderne, kunne man som vampyr godt krydse kortet ganske hurtigt. Xane ville da næppe takke nej til muligheden for at give en hjælpende hånd. Og hvis denne hjælpende hånd skulle bruges i katakomberne under Paris af alle steder, sprang han gerne efter muligheden. I løbet af sine uhyggeligt mange år på farten, havde han også været forbi disse katakomber og skjulte mausoleer adskillige gange. Han kendte dem godt, men havde endnu ikke udforsket det hele. Så hvorfor ikke udforske lidt i selvskab af Angelique? Xane var en... nørd.. når det kom til områder som dette. Og han besad en enorm viden og erfaring der kunne hjælpe. Om ikke andet, ville det da sikkert også være godt for Angelique, at der var en til at holde øje med hende. Måske endda holde lidt styr på hende. I Paris havde han taget muligheden for at få stillet sin tørst, inden han så nærmede sig det sted hvor hun ønskede at mødes. Ganske afslappet og bærende på en brun taske over skulderen, passerede han under et par gadelamper, inden han så nærmede sig den lidt afsides indgang til katakomberne. En af de indgange der var låst af for befolkningen.. "Jeg troede aldrig jeg skulle leve til at se dagen, hvor selveste Angelique spørger om hjælp.." Hans første ord til hende som han nærmede sig, var bestemt ikke uden en kæk og lidt drilsk tone. Og derved, var stilen lagt for deres lille rejse under jorden. Kort betragtede han hende, og fangede sig selv i at tænke, hvordan hun i alverden kunne proppe noget i hendes bukselommer... Men hun passede nok også bedre ind hos menneskerne. Xane havde ikke selv ændres sig meget siden han blev forvandlet. Og gik stadig i den samme læderjakke, endda. En meget gammel sag. Storbyer var ikke lige hans kop the.. Men hvad der gemte sig under denne storby, kunne sagtens drage hans opmærksomhed.

Outfit

Xane var vandt til at gøre ting selv. Vandre jorden tynd. Udforske kongernes dal, regnskovene, Sibirien, overalt - alene. Ensomhed havde dog aldrig været et problem som sådan. Også selvom han aldrig havde haft en mage, eller tilhørt nogen tæt knyttet gruppe før De Tusind Øjne. Men det var nu alligevel til stor glæde for ham at støde på personer og andre vampyrer, hvis selvskab han nød, og som han kunne lide. Han kendte også Angelique godt nok til at vide, at en omfavnelse var på vej. Så endnu med nogle meter imellem dem, spredte han armene lidt med et bredt smil - klar på at hun skulle komme tonsende. Dog nåede han også kun lige at spærre øjnene en smule op, da han hurtigt indså at hun havde godt med fart på. Og før han vidste bedre, var han endt på jorden, væltet omkuld, med Angelique oven på sig. Med hende klamret omkring sig i et stort kram, lå han blot som han lod en munter latter slippe fra sine læber, for så at omfavne hende. Ikke ligefrem den typiske hilsen han blev mødt med, af de medlemmer af De Tusind Øjne som normalt hilste høfligt og kaldte ham 'Mester'... hvilket kun var godt! Han hadede alt det pjat med høflighed og buk. "Jeg er glad for at kunne være til tjeneste." Lød det fra ham, som han endnu lå på ryggen. Med en pige som hende liggende på sig, var det normalt ikke en stilling han ville takke nej til. Men det var jo ikke ligefrem derfor han var kommet, vel? Så Xane endte med at klappe hende på siden af hendes lår, og le en gang til. "Okay, cowgirl. Skal vi i gang?" Det var en tabt sag at kontrollere Angelique.. Hvilket var en del af hendes unægtelige charme. Men mon ikke den snu Xane havde visse tricks der kunne hjælpe ham?

Angelique var en unik størrelse, og det var næsten udelukkende på den gode måde! Hendes entusiasme og energiske væremåde, var i hvert fald et stort plus hos Xane. Hun kunne måske være en anelse ekstrem og uregerlig af og til, men i bund og grund var hun en smule som ham selv. Og der var forfriskende med en anden vampyr der heller ikke havde tilbøjelighed til det aristokratiske og snerpede. Det gjorde dog også at nogle iblandt De Tusind Øjne ikke rigtig stolede på Angelique, eller holdte sig fra hende. Men Xane var nu en ganske ihærdig fortaler for hendes rolle og fortsatte medlemskab af klanen. Så hvis hun gik over stregen, eller dansede på grænsen af det tilladte, var han mere end villig til at trække hende ned på jorden igen. Men det betød dog ikke han ikke stolede på hende. Han smilte bredt og gengældte tandsmilet som hun sendte ham en utilfreds trutmund. Ak ja.. De to skulle nok få leget lidt, men ikke herude, i hvert fald. Han fik sig også rejst op, men døjede ikke med støvet. Hans tøj var alligevel ikke ligefrem rent. Og en mand som ham der nød udendørslivet, var ikke usædvanlig at blive spottet med skidt og snavs og støv hist og her. En lille rysten på hovedet kom efter hendes høflige tiltale, da han vidste at hvis han kørte videre på den, ville hun nok aldrig stoppe resten af natten. Han skyndte sig hen til hendes side, og lagde sin arm omkring hendes skuldre. "Pjat! Jeg har altid sat stor pris på dit arbejde, kære Angel..!" Muntre ord kun sagt få øjeblikke inden han rakte ud, og rev kæden af den lille gitterport der var for indgangen. Han puttede resterne af kæden og låsen ned i sin taske, for så derefter at tage en ny kæde op derfra. Det var vigtigt at de arbejdede inkognito... At ingen vidste de nogensinde havde været der. "Damerne først.." Drillede han hende så, og gengældte hendes lille høflige tiltale. HUn kunne jo altid få igen, hvis det var den leg hun ville lege..

Xane gjorde en dyd ud af at nyde tilværelsen så meget som muligt, på så mange måder som muligt. Også selv når han tilbragte så meget tid alene, gjorde han alt hvad han kunne for at underholde sig selv. Han var ikke just den strikse og hårdhudede 'Mester' som havde været før ham. Men medlemmerne af De Tusind Øjne havde alligevel valgt ham til deres næste leder. Hvilket var en umålelig ære. Han var heldigvis også ganske organisatorisk, og med en uhyggeligt stor viden og erfaring. Og hvem vidste... måske der gemte sig en anden Xane bag facaden? Men det gjorde skam ikke at han havde overvejet at blive meget mere alvorlig og seriøs. De arbejdede måske i skyggerne, men selv i skyggerne kunne man vel også have det sjovt, ikke? Med Angelique var det heldigvis aldrig kedeligt, og ej heller ensomt. Hvad hun præcist havde planer om, og hvorfor, vidste han ikke. Men det var også underordnet. Nu var han der, og så var det vel bare med at få det overstået, ikke? Da hun fortsatte ind, fulgte Xane selvfølgelig efter. Og hurtigt fik han lukket gitterporten, og sat lås om kæden. Med sin egen nøgle, behøvede de ikke rive kæden af på vejen ud. "Godt.." Kommenterede han roligt som hans øjne allerede var vendt mod omgivelserne, imens han fulgte hende i hælene. Han endte dog også med at smile lidt bredt som han hankede op i tasken over hans ene skulder. "Hvis jeg ender med at skulle tumle mod nogle unge vampyrer hernede, skylder du mig en tjeneste.." Lød det så en anelse kækt fra ham. Han vidste hvordan hendes evne fungerede, så det var jo ikke noget problem. Og det ville næppe være den første vampyriske nævekamp han havde været i. Men det var jo altid risikabelt... Og underligt nok - ganske spændende alligevel.

Xane så ikke Angelique som meget anderledes end andre. Og faktisk glemte han ofte, at hun var synsk. Hvilket gjorde at han på ingen måde forventede at hun skulle gå rundt og dele hendes syn og hendes viden med ham - med mindre selvfølgelig, et det var kritiske syn. Hvis hun f.eks en dag så hans død, ville han da sætte pris på det hvis hun fortalte ham. Xane var en af de få der kendte til hendes evne. Han var også en af de få der vidste at hendes syn var subjektive - at de altid kunne påvirkes af uforudsete hændelser og magter udefra. Og derved... vidste han også at hendes evne til tider kunne være en forbandelse. Hvis han til enhver tid stort set vidste hvad dagen ville byde på, ville han nok også ønske der var en der lagde en hånd over ham, eller lignende. "Jeg er altid åben for lønforhandlinger, min kære.." Gav han igen. Han lod to af sine fingre flugte med væggene som han fulgte hende. Små glimt af slørrede skikkelser passerede dem... hændelser og personer fra fortiden. Fremkaldt til hans blik af hans egen evne. Han gad ikke til at fordybe sig i sin psykometri så længe han fulgte hende. Men han kunne alligevel ikke kvæle sin nysgerrighed for blot en smule af fortidens mystik. Fremtidens mystik var så sandelig også noget han skulle holde øje med når han var omkring hende. Især med et lille diskret hint som det hun kastede ham. Halv to? Så måtte han hellere være forberedt til den tid... Ved hendes lille spørgsmål var han hurtig til at trække en zippo-lighter op fra lommen, og tændte den foran sit ansigt. "Jeg kommer altid forberedt.." Og et bredt smil blev vendt hendes vej. Xane endte med at stå stille ved hendes ting. Hvad der nu skulle ske, var op til hende at diktere. Og imens hun drømte sig væk, kunne han jo også sagtens udforske en smule.

Xane evne var meget kontrolleret. Og hvis det så skulle ske ufrivilligt, var det som sådan ikke noget der påvirkede ham videre. Men han kunne også fokusere sin evne. Ikke ligefrem forlade sin krop som hun gjorde det, men blot styrke evnen i et større omfang. Men selvom han til tider kunne virke en anelse kaotisk og uforudsigelig af natur og opførsel, foretrak han dog at lade sin evne forblive kontrolleret og kalkuleret. Hvilket også kunne overføres en smule til hans forhold med Angelique. At kontrollere hende var en tabt sag. Men han gjorde dog sit bedste for at påvirke hende positivt, og drage hende i de retninger han selv syntes ville være bedst for hende og deres fælles sag. Den grusomme sandhed var jo blot... at hvis hun på nogen måde bragte deres organisation i fare, eller risikerede dets opdagelse - ville hun betale en spejl pris. Noget han helst undgik, ved såvidt som muligt, at holde lidt styr på hende. "Så må du hellere begynde at imponere mig.." Svarede han hende igen og blinkede drilsk med det ene øje. Penge var intet problem.. Hvis et hvilket som helst medlem af deres organisation havde brug for penge, ville de få dem - ingen spørgsmål stillet. Men de fleste vampyrer havde dog alligevel en ganske imponerende rigdom og formue. Og organisationens medlemmer var svoret til at hjælpe og støtte hinanden. Så havde den kære Angelique brug for penge, ville det ikke være noget problem. Da Angelique slog sig ned ved sine ting, satte han sig også ned på den anden side. Han placerede sig i en behagelig skrædderstilling, og hvilede sine hænder mod sine lår. Han skulle ingen steder så længe hun var i hendes trance, og derfra kunne han sagtens udforske. "Så snart du indrømmer at du elsker tanken om at jeg tænder dig.." Oh, hun kunne sagtens få igen af hendes flabede svar. Og Xane var ikke bleg for at vippe med øjenbrynene mod hende. Det var også noget af det sidste der skete, inden hun tydeligvis begyndte at forlade hendes krop med hendes sind. Imens blev Xane blot siddende. Et tilfreds lille smil over sine læber imens han så sig omkring. Gangen de befandt sig i kom til live for hans egne øjne.. Sikkert ikke meget anderledes end det ville for Angelique. Slørrede skikkelser traverede gangen i stor hast, som om hans sind spolede igennem tiden og alle de hændelser der var sket der. Turister der var faret vild igennem tiden. Revolutionære plots og samlinger af hemmelige organisationer. Mænd dræbt og lemlæstet. Konstruktionen af gangene.. Det hele. Som om han spolede tilbage over en film. Og det det hele fascinerede ham uendeligt.

Ak ja, timerne gik. Xane opfangede al historie af dette specifikke sted rimelig hurtigt. Hvordan dette sted var bygget. De utallige knogler og rester af dræbte mennesker slæbt derned på tur. Mennesker og vampyrer der igennem historien havde vandret disse lokaler. Så hvad skulle han dog få tiden til at gå med, imens Angelique var i drømmeland? Primært skulle han jo holde øje med hende. Sørge for at der ikke var andre vampyrer som kunne udnytte hendes svækkede tilstand, eller at ingen mennesker fandt hende livløs. Heldigvis var Xane nu ganske god til at underholde sig selv... syntes han da selv. Men han var nu heller ikke besværlig at underholde eller tilfredsstille, som sådan. Iblandt mange af de ting han fik tiden til at gå med - lænede han sig frem og viftede en håndflade foran Angeliques ansigt. Knipsede et par gange, og rynkede sine bryn. "Weird.." Og i det samme begyndte han så at grave ned i hendes notesblokke og tegneblokke. Bladrede igennem de mange virkeligt imponerende tegninger - alt imens han for hver side, så/genså hende sidde og tegne de givne billeder og skriblerier. Hvordan hun måske var vågnet fra hendes tilstand, stresset og desorienteret, og begyndt at tegne. Eller hvordan hun måske havde spenderet en eftermiddag med blyanten hængene fra mundvigen, som hun havde tegnet med en anden blyant. Men også tegneblokkene fik lov til at ligge i fred, inden han egentlig bare satte sig lidt bedre til rette op ad en væg overfor hende. Ryggen og skuldrene mod væggen, benene strakt godt ud og krydset, og en mobiltelefon imellem sine hænder. Imens natten og dets liv kørte over dem i det pragtfulde Paris - sad Xane med en livløs kvindekrop foran sig, og underholdte sig selv ved hjælp af spil på sin mobiltelefon. Små lyde kom fra mobiltelefonen, som han ihærdigt trykkede løs, og af og til skar og blottede sine tænder af rent fokus. Pludselig lod han mobilen falde fra sine hænder, og hævede armene over hovedet i en triumferende gestus. Næsten som om han havde tilskuere på... Men da han så indså at han teknisk set var alene, rettede han lidt på kraven af sin læderjakke og puttede mobiltelefonen i lommen igen. Og inden længe, besluttede han sig for at løfte kraven af læderjakken op til sine ører, krydse hænderne over hans mave, og læne sig godt tilbage. Han kunne jo ikke sove... men hvile kunne han vel godt? Imens alle sanser bortset fra øjnene var vågne og opmærksomme..